
Traumeterapi & behandling
Når vi som mennesker oplever noget, der er for voldsomt, for hurtigt eller for meget, uden at vi kan handle eller få hjælp i situationen, kan det sætte sig som et traume.
Et traume handler ikke kun om det, der skete, men om, hvordan kroppen og nervesystemet reagerede. Noget i en blev overvældet og måtte lukke ned for at overleve.
Traumer kan opstå efter enkelte voldsomme oplevelser, men også efter længere perioder med stress, svigt, utryghed eller følelsesmæssig overbelastning.
Traumereaktioner kan vise sig på mange måder, som indre uro, angst, søvnbesvær, tristhed, lavt selvværd, koncentrationsbesvær, tomhed, overansvar eller følelsen af at være afkoblet fra sig selv og andre. Mange beskriver det, som om kroppen og sindet ikke hænger sammen.
I traumeterapi handler det om langsomt at skabe tryghed og forbindelse til kroppen, til følelserne og til nuet. Vi arbejder nænsomt med at forstå og regulere nervesystemets reaktioner, så du igen kan mærke ro, tillid og egen indre styrke.
Traumeterapi kan hjælpe dig med at finde ro i kroppen, få mere balance i nervesystemet, forstå og slippe gamle mønstre og strategier, som holder dig fast i noget usundt for dig. Traumeterapien kan hjælpe dig med at få bedre kontakt til dig selv og dine personlige grænser samt få genopbygget tillid, nærvær og livsglæde igen.
Eksempel på en øvelse i terapien eller som kan bruges derhjemme:
Træk vejret roligt, og læg en hånd på maven, og mærk, hvordan maven bevæger sig ved hvert åndedrag. Det handler ikke om at trække vejret ”rigtigt”, men om blot at mærke, at kroppen bevæger sig.
Læg så mærke til omgivelserne. Se dig roligt omkring i rummet, og find tre ting, der føles rare eller neutrale at se på. Det kan være farver, former, lys eller noget, der føles trygt. Det hjælper hjernen med at registrere, at der her og nu er trygt.
Mærk fødderne mod gulvet, hænderne mod lårene, ryggen mod stolen. Se, om du kan finde et sted i kroppen, der føles nogenlunde neutralt eller rart – bare et lille sted. Bliv der et øjeblik, og læg mærke til, hvordan det føles.
Afslut så øvelsen med nogle rolige vejrtrækninger og en påmindelse om, at denne ro, selvom den er lille, altid kan findes igen.
Formålet med denne øvelse er at give den unge eller voksne en kropslig oplevelse af, at det er muligt at regulere sig selv og finde ro i nuet. Øvelsen skaber en oplevelse af tryghed, stabilitet og kontrol.
Se alle de terapiformer jeg tilbyder
Supervision
Traumeterapi & behandling
Familie- & forældreterapi
Parterapi
Stressterapi
Har du brug for en samtale -
send mig en besked
Du er altid velkommen til at sende mig en besked, så vil jeg svare dig hurtigst muligt.
Du kan også ringe til mig på tlf. nr. +45 20 51 86 40.
Hvis jeg ikke tager telefonen, så læg en besked, så ringer jeg dig op så snart det er muligt.
Send venligst ikke følsomme oplysninger via ikke krypteret mail.