Det er her vi for første gang oplever at være i et fællesskab eller ikke oplever at vi er det. Ingen forældre er fejlfri – nogle mennesker går ind i voksenlivet med få følelsesmæssige knubs og andre oplever fra barndommen af – at have oplevet alvorlige svigt, som betyder at det er svært at være med sig selv og andre.

Tidligere erfaringer i sin familie kan i årevis ligge hen i det ubevidste og pludselig dukke op i ungdoms- eller voksenlivet. Det kan ske ved både glædelige eller triste livsændringer, som pludselig kan genaktiveres f.eks. ved første parforhold, skilsmisse, jobskifte, forældreskab, fyring eller sygdom.

Når vi har uforløste traumer med os viser forskningen i dag, at disse kan ubevidst føres videre til de næstkommende generationer. Det kan få betydning for den basale tilknytningsevne, som er den der skaber tillid, tryghed og udvikling for det enkelte menneske og dermed kan skabe problemer i samspillet med andre, forældre, søskende, kærester, kollegaer og venner.

Vores børn er vores aller største læremestre, de kan bringe det værste og det bedste frem i os. For mange af os er vores børn den væsentligste drivkraft i livet, når vi stræber efter at blive den bedste udgave af os selv.

Optimalt set modtager vi fra vores forældre – som vi giver videre til vores børn – som videregiver det de modtog fra os til deres børn.

Denne naturlige orden kan nemt komme i ubalance.

F.eks. hvis vores børn af en eller anden grund kommer til at få for meget ansvar i en for tidlig alder, når roller byttes om. At tale med en ude forstående, neutral og omsorgsfuld person, kan hurtigt vende manglende kommunikation og den dårlige stemning i familien.